Rosted Vandværk
Rosted Vandværk

Vedtægter for Rosted Vandværk

 

LOVE

for
 
Andelsselskabet Rosted og omegns vandværk

 

§ 1.

Selskabets formål er at forsyne medlemmernes ejendomme samt eventuelle andre forbrugere med godt vand til billigst mulige pris.

§ 2.

Som medlem af selskabet kan optages enhver grundejer under forudsætning af, at han har tinglyst adkomst. De nærmere betingelser for optagelse af medlemmer fastsættes i hvert tilfælde af selskabets bestyrelse i overensstemmelse med selskabets love.

§ 3.

Selskabets medlemmer hæfter udadtil solidarisk for selskabets forpligtigelser og indadtil i forhold til afgifter.

§ 4.

Såfremt et medlem afhænder eller på anden måde afstår ejendommen, i hvilken der er installeret vand fra vandværket, skal han drage omsorg for, at den nye ejer indtræder som medlem i selskabet i hans sted. I modsat fald hæfter han fortsat som medlem.

§ 5.

Selskabets medlemmer forpligtiger sig til at aftage hele sit vandforbrug fra vandværket og betale de til enhver tid herfor gældende afgifter, der er beregnet på at kunne dække driftsudgifterne og forrentningen og afdragning af den til vandværkets etablering nødvendige anlægssum.
Vandafgifterne fastsættes af den ordinære generalforsamling for det følgende regnskabsår.
Eventuel ændring af vandafgifterne skal ske procentvis af de samlede udgifter.
Vandafgifterne skal indbetales månedsvis forud på foreningens girokort.

§ 6.

Såfremt vandafgiften ikke er betalt senest den 15. I en måned, er bestyrelsen berettiget til efter forudgående varsel på 8 dage at afbryde vandtilførelsen til det resterende medlems ejendom og vedkommende medlem har derefter først ret til at få vandtilførelsen reetableret, når restancen og de med afbrydelse og reetablering af vandtilførslen forbundne omkostninger er betalt.
Et medlem, der på grund af restance med betaling af vandafgiften har fået vandtilførslen afbrudt, skal uanset afbrydelsen betale vandafgift også sørge for det tidsrum, i hvilket vandtilførslen har været afbrudt.

§ 7.

Vandinstallationen i medlemmernes ejendom vedligeholdes af medlemmerne. Forandringer ved stikledninger eller af den indvendige installation, anbringelse af nye haner o. lign. skal straks anmeldes til bestyrelsen.
Medlemmerne må ikke på egen hånd foretage ændringer ved eller tilslutning til selskabets ledningsnet.
Eventuelle konstaterede fejl ved vandværksanlæget eller dertil hørende ledninger m.v. skal uopholdelig meldes til bestyrelsen eller af denne antagende tilsynsførende.

§ 8.

Medlemmerne er uberettiget til at træffe aftale med ikke-medlemmer om at forsyne deres ejendomme med vand fra vandværket.
For at undgå vandspil skal medlemmerne sørge for, at der ikke er utætheder i installationen på deres ejendomme, samt at holde hanerne tillukket, når vandet ikke bruges.

§ 9.

Et medlems tilsidesættelse af sine forpligtigelser overfor selskabet iht. § 7 eller § 8 medfører erstatningspligt overfor selskabet og i grove eller gentagelsestilfælde kan selskabets bestyrelse afbryde for vandtilførslen, uden at forpligtigelsen for vedkommende medlem til at betale vandafgiften bortfalder.

§ 10.

Selskabets bestyrelse eller den, der af bestyrelsen bemyndigelse dertil har mod behørig legitimation fri adgang til medlemmernes ejendomme, når tilsyn med de til vandværket hørende ledninger nødvendiggør dette.

§ 11.

Selskabet og dets bestyrelse skal efter bedste evne sørge for, at vandværket holdes i konstant drift, således at medlemmerne kan bruge vandet uden forstyrrelser eller afbrydelser, men selskabet påtager sig ikke ansvar for evt. afbrydelser eller for følgerne heraf for de enkelte medlemmer.

§12.

Selskabets regnskabsår er fra 1. Januar til 31. December.

§13.

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed. Efter vandværkets udbygning afholdes ordinær generalforsamling hvert år i februar måned med følgende dagsorden:

1.       Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

2.       Regnskabsaflæggelse.

3.       Fastsættelse af vandafgifterne for det følgende år.

4.       Valg af bestyrelse, der består af 5 medlemmer, der vælges for 5 år. 1 medlem afgår hvert år, de første 4 gange efter lodtrækning.

5.       Valg for 2 år af 1 suppleant til bestyrelsen.

6.       Valg for 2 år af 2 revisorer, 1 revisor afgår hvert år, første gang efter lodtrækning.

7.       Valg for 2 år af 1 revisorsuppleant.

8.       Eventuelle forslag fra medlemmerne(der indgives skriftligt til bestyrelsens formand)

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller når 25% af medlemmerne  stiller krav derom med angivelse af dagsorden.
Indvarsling til generalforsamling sker ved annoncering i de lokale blade med 8 dages varsel.


§ 14.

Beslutning på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling træffes ved simple stemmeflertal, uanset de mødtes antal.
Et medlem kan afgive skriftelig fuldmagt til et andet medlem til at afgive stemme på hans vegne, hvert medlem dog kun een fuldmagt.
Til vedtagelse af forslag om lovændringer eller om selskabets opløsning udkræves, at mindst halvdelen af selskabets medlemmer er til stede, og at 75% af de tilstedeværende stemmer for forslaget.
Vedtages forslaget med den nævnte kvalificeret majoritet uden at halvdelen af selskabets medlemmer er tilstede, skal bestyrelsen inden 14 dage derefter 8 dages frist indvarsle til en ny generalforsamling, og såfremt forslaget også på denne vedtages med 75% af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer, er forslaget gyldigt vedtaget uanset de mødtes antal.

§ 15.

Bestyrelsen konstituerer sig selv for et år ad gangen med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Beslutninger indenfor bestyrelsen træffes efter stemmeflerhed. Bestyrelsen og revisorer er ulønnede.

§ 16.

Formand og kasserer kan overfor trediemand tegne selskabet. Bestyrelsen er bemyndiget til på selskabets vegne at træffe bestemmelser om opførelse af vandværk med pumpestation, hovedrørsledninger og stikledninger, at afslutte kontrakt med entreprenør, samt til at optage de fornødne lån til betaling af anlæget.

§ 17.

Bestyrelsen er bemyndiget til i forbindelse med vandværkets etablering eller senere at indgå overenskomst med grundejende institutioner, der af særlige årsager ikke kan tegne sig som medlemmer af selskabet, om levering af vand fra vandværket på vilkår, der ikke må være billigere end de vandafgifter, selskabets medlemmer skal betale.

§ 18.

Medlemmerne er forpligitget til at lade selskabet foretage nedlægning af nødvendige vandledninger i de medlemmerne tilhørende grunde og arealer, ligesom selskabet skal være berettiget til, i det omfang det er nødvendigt for rørledningernes vedligeholdelse, at lade mandskab færdes på grunde og arealer.


                                        
6. november 1972

              sign.                                sign.                      sign.
      P. Fejer Christiansen      Helge Jensen     Viggo Mikkelsen

                                                                                           sign.                           Sign.
                                                                                      
Verner Olsen      Niels Kristian Nielsen

                                                                                                                                                                                                                                                                                           
Note: Love er indskrevet på dette site i sin oprindelige form og skrift hvorfor webmaster ikke er ansvarlig for teksten.